Mountainbikers (DK)

Som jeg har nævnt i flere af mine tidligere blogindlæg, har én af de store udfordringer på sæsonkalenderen været mountainbike etapeløbet Vaude MointainBIKE Trans Schwarzwald. Løbet blev kørt over 7 etaper fra den 15. til den 21. august, og min makker Jan Pedersen og jeg, samt 12 andre ÅMK’er og “hangarounds” var på startstregen alle [...]

 

Weekenden bød på nye udfordringer. Fredag aften stod den på 5 km gadeløb i Holbæks gader og parker - og søndag stillede jeg op i Phython Off-Road Triathlon ved Burresø i Nordsjælland. (more…)

It’s only few hours post-race, so this post will be a mixture of tiredness and emotions..

I finished at 27th spot today, which would have been so much better, if it wasn’t for a stupid mistake and a lot of misfortune.

I started in the third row and made a killer start! My foot hit the pedal in the right way, I pushed the pedals, felt strong and found myself at the front group going into the first lap. WOW!.. That’s the way it should be!

After the first lap I was in 15th position and managed to catch even more riders in the second lap, finding myself in 12th spot on my way to the third lap.

But then!.. On a rocky path I fell on the side and another rider fell on my bike and hit the sensitive parts – front and rear derailleur!! I continued, but all the sudden the rear derailleur got stuck with the chain and twisted, so that it didn’t work anymore! No, no, no, that just didn’t happen!

I rolled the last km downhill to the techzone, sure that my race was over!

In the tech-zone my supporter, Kristian helped me straighen things out by pulling things into their normal position. I was eagered to continue and I did my very best to turn on the race-mode once again. With the gears working very badly I managed to climb to the top once again and spend lots of time telling myself all the good reasons to actually finish the race. Slowly I caught up riders, while finding the best way to work my gear and ended my race.

Afterwards I was both happy and frustrated. Frustrated because I knew, I would have made my best WorldCup result today. Somewhere between 15 and 20.

Happy because there were so many good things about the race. I made a pretty, pretty good start and first rounds. I didn’t give up. I think I rode well in the downhill sections, when I started to relax and didn’t let my movements being controlled by the frustrations! And I think my shape is good at the moment.

Right now I’m feeling confident and I’m soooo looking forward to show what I’ve got! In a week the world championships will be kicked off in Monte st. Anne in Canada.

Developing as a mountainbiker is like a puzzle made up from pieces, constantly being added. Today I think I added some essential pieces!

Last but not least, my teammate Jonas Pedersen today won his race in the men junior category! That was just so cool! He did an outstanding race and soloed to victory! I knew, he could and today he really showed his worth!

No post without pictures – here’s one from the mens race

Søndag den 18. juli var Varde Cykelklub (VCK) værter ved et fantastisk DM arrangement i Blåbjerg Plantage. For første gang (i min karriere) var B-klassen ikke slået sammen med A rytterne, men skulle køre om et selvstændigt landsmesterskab. Så jeg var ekstra spændt og håbede, at jeg ville have noget i benene. VCK er kendt for [...]

Planen var egentlig at skrive om Nordic 24, om træningen op til, om en tur på de italienske landeveje i bjergene, om rulleski i Sverige og løbeture. Om en uge som højskolelærer på Idrætshøjskolen Sønderborg. Det er iøvrigt et helt vildt fantastisk sted fyldt med gode faciliteter, masser af muligheder og masser af kompetente mennesker. Hvis I mangler gode ideer til noget at lave i en uges tid til efteråret, næste sommer eller noget, så kan det varmt anbefales.

Jeg ville egentlig også gerne ha’ skrevet, at min nye plan er at køre flere, men kortere løb. Derfor ryger 24 timers i Århus i år og er blevet erstattet af bl.a. 12 timers i Silkeborg her for en uges tid siden. Dejligt løb iøvrigt. Og også ret dejligt ikke at være helt stegt i flere dage efter, når man sådan har lov at stoppe halvvejs. Og så oven i købet få en præmie for det.

12 timers i Jylland, taget af Brian Hansen

I år har jeg også indtil videre – i modsætning til sidste år, formået at køre de Heels On Wheels afdelinger, jeg har meldt mig til. Der er to endnu. Mægtigt fint arrangement, som jeg godt nok endnu ikke har haft friske ben til. Måske det kommer på de sidste to.

Og så var det, at der var Challenge Copenhagen her forleden søndag. Altså jeg var ikke selv deltager, men cyklede ind til Kbh. langs cykelruten om formiddagen og brugte resten af dagen, sammen med Henrik, på at heppe på mine gamle klubkammerater fra Tri4, Jacob Lauritsen og alle de andre Københavnere, som var ude at svede den søndag. Brandgod stemning i byen den dag. Ligesom så mange andre, blev vi begge to inspireret af alle de her svedende triatleter, så nu har vi begge to meldt os til en kort off road en ved Buresø, om en uges tid og så må jeg arbejde på at få knæ- og ankelskader til at gå over, så jeg kan komme til at løbe lidt distance igen. Det bliver så sjovt!

Kan også fortælle at Friday Night Skate er en ret hyggelig måde at komme rundt i Kbh. på. Rulleskøjterne har været mere ude de sidste måneder end de har været længe. Ror igen en masse havkajak og så glæder jeg mig helt enormt meget til at få lært at kite surfe. Starter på søndag : ) Hårh det bliver sjovt!

Men altså, alt det her jeg gerne ville skrive om, får jeg ikke gjort, fordi jeg hele tiden er ude at lave en af de der ting jeg lige har nævnt. Og sådan bliver det nok ved et stykke tid endnu, så det bliver ikke til så mange opdateringer herfra det næste stykke tid. Nyd eftersommeren, i skoven, på landevejen, på vandet eller hvor I nu befinder Jer.

Der kommer mere her, næste gang jeg synes, jeg trænger til at sidde ned og være indenfor : )

Ny hjelm, stadig i kassen. Vundet til 12 timers i Jylland forrige weekend.

Vejer kun 199 gr. og er super lækker.

Den kan blive din for 1000,-

sms eller ring +4561223598

Der har længe været stille på bloggen, men nu nærmer efteråret sig med de mange klassiske mtb-løb. Det er derfor tid til at komme ud af den afslappede sommerstemning og begynde lidt træning igen. Personligt har jeg ikke siddet på en mtb siden sidste afdeling af Slushcuppen, hvor jeg kørte en overraskende 20. plads hjem i herre-klassen. Den form er forsvundet, så jeg starter endnu engang fra bar bund – åbenbart sådan jeg har det bedst! I mellemtiden har jeg dog ikke været helt ineffektiv i forhold til vores kære mtb-verden. I den forløbne uge har jeg lavet en ny hjemmeside til Johnny Cash Cykelklub. Hjemmesiden mangler stadig indhold og ligger på et forkert domæne, men det bliver der snart rådet bod på. At lancere en halvfærdig hjemmeside er normalt ikke god stil, men hva…

Hjemmesiden kan indtil videre findes på http://thehighwaymen.dk.

Glæder mig til vi ses på sporet…

/Ask

Johnny Cash Cykelklub har fået ny hjemmeside. Der mangler stadig lidt indhold rundt omkring, men inden længe er den i fuldt vigør. Hjemmesiden bliver klubbens nye legeplads på nettet, og vi håber at alle læsere vil tage vel imod.

Ses i skoven eller på landevejen!

JCC

Enjoying the track (photo: Jens Thomasberg)

Lately I’ve been feeling tired and I’ve been lacking this extra level you need for racing, but this sunday I finally felt like racing in the “zone” and that was awesome! So good, so good!

I guess my latest results haven’t been showing the fact, that my racemode has been a little absent. Well, when it all comes down to it, results are just numbers on a piece of paper ( No, nowadays more correctly pixels on a screen). What really matters for me is still the feeling of the race and what goes through my head while racing (yes, this talk about feelings is maybe very girlish, but I am a girl, so I can’t help it;). I totally loove, when the kick of racing makes me forget everything about pain in the legs.

powering away (photo: Jens Thomasberg)

This sunday the 4th round of the Danish Shimanoliga was held in Frederiksværk on the most awesome track, which just got even better from the extreme masses of rain, that fell during the night. The traction was perfect!

I decided to go full speed from the beginning, since this could be a good chance to practice start speed, which I think I have to improve. The women’s field started 1 minute after the junior men and 2 minutes after the elite men. So catching the guys in front of me was my great motivation. After a lactate saturated start, my body awoke and obeyed my demands for maintaining speed. Great! Let’s go..! I knew, that we only had to do four laps on the 5,8km course and that made me go in the very high end of race speed. I felt great on the climbs and was able to keep on pushing.

After finishing, I was happy with my effort and much later in the evening, when I was supposed to sleep, my body was still in race mode and not able to sleep. Then you know, that you have given it all!

Now I am preparing for the last important races of the season. Next thursday we are going to the U.S. and Canada for the last world cup and the world championships. At the end of september I am going to Melbourne to do the World Championships on the road. That means that right now I am shifting between my mountainbike, my timetrial bike and road racer for training. Some girls trouble their minds in the morning, what shoes to wear, I just have to choose between my bikes

Maybe I know, why my mind was so determined for racing this weekend. On friday, I went out with some great people wearing my magic heels and that kind of reset mind!.. keep ‘em coming

Så blev det endnu en gang tid til ”12 timer i jylland”

Dette års udgave af løbet var det tredje udaf tre, og det blev også min tredje deltagelse. Første år var jeg 5.bedste solo-rytter, sidste år var jeg med på klubbens eneste hold – et firemandshold, der endte på en 14. plads og i år var jeg med på SIF Cykling 2, der udover mig selv bestod af Mærkedahl, Jeppe og Peter Pedal. Klubben stillede til start med 4 rene SIF-hold, hvoraf de tre var med 4-mandshold (SIF 1: Frank, Rasmus WH, Froberg og Rene, SIF 3: Rasmus Froberg, Andreas R, Christina og Mads TH) og det sidste var et duo-hold, der bestod af Anders WH og Simon Klein. Johny, Jens og Aaboe tog den alene, og udover de rene SIF-hold var klubben repræsenteret på andre hold i skikkelse af Fernando, Mogens Lefty, Bent P, Erik Greve, Ulla og Kristian E samt Lene Q. Med de løst tilknyttede SIF-wannabees som de andre SIF’ere var på hold med, nåede vi op på langt over 30 deltagere. 28 fuldgyldige medlemmer gjorde at vi allerede fra dagens start var sikre på en podieplads i konkurrencen om at være den største klub/hold/firma til løbet.

Tak til Brian Lykke for lån af billedet

Om fredagen fik vi stillet Franks telt op sammen med et par pavilloner og et enkelt supporter-telt, og da vi havde været i kontakt med teamet bag løbet havde vi fået tildelt en super-plads med udsigt over hele start/mål-området – intet mindre end en perfekt start på en god lørdag. Jeg cyklede med Jeppe derud om morgnen, og vi ankom på pladsen kl. 0730 og havde således en time til vores første rytter skulle afsted. Mærkedahl havde indvilliget i at tage den første tørn, så han var en smule mere rundtosset og stresset end os andre….. Da starten gik kom ingen andre end: Mærkedahl først ud på ruten – han gav den mega-gas op ad bakken og da han kom ind i målområdet ca 24. minutter senere lå han nr. 2. Peter pedal, der skulle køre vores 2. omgang, var ikke klar til afgang, så Henrik tog endnu en omgang, og holdte sin 2 plads. Peter kom afsted, og efter ham var det min tur. Jeg fik varmet lidt op, og stod klar da Peter efter 25 minutter og 24 sekunder kom ind i skiftezonen. Jeg røg afsted på ruten, der var ny ift de tidligere år, med flere velkendte stykker (bl.a. Alpe d’Huez også kendt som ”Slangebakken” med hele nedkørslen ned mod søen) og et enkelt helt nyt stykke singletrack, kaldet ”Mos-sporet”. En enkelt opkørsel skulle løbes men ellers var det en god rute, med flere dejlige stykker. Vi lå på 3. pladsen efter Rivette-drengene og Århus 1900 og med Varde og Fusion Holstebro lige i hælene. Vores plan fra start af var at holde os i top 10, men den gode start gav os selvfølhglig mod på mere, så vi lukkede alle 4 drømmen om en plads i top 5 ud….. Nå – jeg holdte vores 3 plads, med 15 sekunder ned til Holstebro-holdet, og hvad endnu vigtige var: jeg slog Peters tid med 2 sekunder!!. Jeppe kom ud efter mig, og kørte på 24:50.

Mens jeg stadig var frisk.....

Efter en sommer med mange gode tyske øl, lækre chipsvarianter fra KIMS og lidt for lidt træning, var jeg godt klar over at jeg var den på holdet der i løbet af dagen ville vise sig som den der kørte langsomst. Derfor var de 2 sekunder til Peter og de 28 til Jeppe særdeles vigtige. Jeg havde bestemt mig for at give den MAX gas hver omgang, og så se hvor langt det rakte – det skulle senere vis sig at mine bange anelser var reelle. Da jeg kørte ud på min anden omgang var vi stadig med i top 3, men med omgangstider der i snit lå 20-30 sekunder hurtigere end vores trak Varde, Holstebro og Århus fra os, så vores mål blev at fastholde vores 5. plads – stadig give den gas for at have tid at give af, i tilfælde af en defekt. På 6. pladsen lå Chile-Vin, med intet mindre end 3 SIF-folk på: Bent, Fernando og Erik, så der var i den grad noget på spil! Da jeg havde kørt min 3 omgang havde vi 10 minutters forspring til Chile-gutterne, men vi var do g alle enige om ikke at spille for smarte overfor dem – der er jo noget med Hybris og Nemesis……. Mine omgangstider steg lidt som dagen gik, og jeg kunne også godt mærke at jeg blev træt: jeg havde regnet med at jeg imellem mine omgange skulle rundt og snakke med gud og hver mand, men det eneste jeg havde overskud til var at spise en bar, drikke en flaske drik, komme i tørt tøj og så elleres bare sidde i en stol eller ligge på en briks. Jeg var meget træt, så efterhånden som dagen gik, blev starten op af bakken mere o g mere uoverskuelig at se frem til. Mærkedahl gav den gav den godt med pedal, og holdte sine tider under 25 minutter hele dagen igennem, hvorimod vi andre lå omkring de 26:00-26:45 plus mine afstikkere på 27:07 og en enkelt på 27:36. Hen mod afslutningen på dagen blev der regnet gevaldigt på hvem der skulle slutte løbet af, og jeg må ærligt indrømme, at jeg var MEGET lettet da vi kunne slå fast at jeg lige præcis IKKE kunne nå den sidste omgang. Jeg nåede at køre 6 omgange – 60 km i alt, pulsen over 92% af maxpuls i 86% af tiden og 860 hm sammenlagt. Vi holdte vores 5. plads, var mget stolte og havde 9 minutter op til 4.pladsen og 14 minutter op til 3.pladsen, og med en sikker distance på 16 minutter ned til Fernando og co. på 6. pladsen.

De andre 4-mandshold fra klubben kom på henholdsvis 25. og 35. pladsen, Ullas pigehold endte på 4.pladsen, Kristians Skodahold kom på 63. pladsen, Aaboe fik sin 51. plads, Johny endte som 47’er, Jens blev nr. 36, og så var der jo liiiige de to ungersvende Anders og Simon, der imponerede alt og alle ved at køre sig på en 2. plads, kun overgået af Allan Bachmann og Michael Iversen på Team Webike.

Igen tak til Brian Lykke.....

Til alle der ikke var med er der kun at sige at ”I gik glip af en superdag i godt selskab og med god MTB på sporene”

Vores koncept med at have kage og kaffe klar til besøgende virkede – alt kage blev spist, og der var gæster hele dagen – lige fra Henrik Mærkedahls krykkegående (men søde…) svigermor til Frobergs evigt-talende (og søde) lille Marie…….

TAK til alle, incl. SMT for en god dag!!

/M

Vil indlede denne lille løbsrapport med et stort skulderklap til DMK/HMTBK som var værter for søndagens 4. afd af Ligaen. De havde ikke mindst fundet den skov på hele Sjælland som bedst kunne klare +100mm regn dagen inden, fede op – og nedkørsler. Alt i alt en super cool rute med ikke mindre end små [...]

Så er jeg tilbage, efter lang tids fravær fra bloggen.Der er sket rigtig mange ting siden sidst, men det vil tage hele dagen at skrive om alt det.Så derfor vil jeg hellere skrive et lille løbsreferat fra CK Kronborgs løb "Eik Bank løbet 2010".Det var her jeg fik min første podieplacering i et landevejsløb.Vi stillede 61 mand til start. Kl 9:48 gik starten og det regnede og det blev det ved med Tommy Hasshttp://www.blogger.com/profile/08597879641540611761noreply@blogger.com0

Nu er min hånd så meget i bedring, at jeg kan køre i skoven igen. Min ergoterapeut har givet mig en håndledsskinne, og jeg skal køre med den en måned endnu. Det fungerer fint, men man er lidt hæmmet teknisk, da håndleddet er afstivet, og man ikke har mulighed for at agere kontra, som man plejer på rødder og andre ujævnheder på ruten. Kroppen er dog klog, og hurtigt finder man en ny måde at bruge den på, så balancen genoprettes. Jeg havde nået to ture i skoven på min smukke hvide Rivette H8 med skinnen på inden lørdagens 12 timers løb. Fornemmelsen af cyklen manglede lidt, og to måneders pause sætter sine spor, men jeg glædede mig til en god omgang træning, løbsstemningen og hyggesnak med godtfolk.

Jeg var meldt til på et 4 mandshold bestående af Thomas Bjørnholdt, Kristian Axelsen og Claus Bech i herre/mixklassen. Ruten var knap 10 km lang og perfekt til mig med masser af grusvej. Hånden er stadig ikke rigtig glad for stød fra ujævnheder. Thomas startede, og da vi ikke havde ambitioner om en podieplads, blev der kørt to runder af gangen. Jeg kørte ud som nummer to, det var dejligt at have nummer på igen, men kroppen var ikke helt med på ideen om at køre løbstempo – og slet ikke to runder. Jeg fik sat et par fornuftige tider, men ikke noget at råbe voldsomt hurra for. Efter mig blev Kristian og senere Claus sendt afsted. Mændene på holdet kørte gode tider hjem og fik sendt os i top ti på resultatlisten.

Jeg havde af speakeren fået at vide, jeg havde sat den bedste dametid, men jeg følte jeg havde lidt mere at give af, så anden gang jeg skulle ud, besluttede jeg at give den gas på første runde. Der er det ved et slemt styrt, at det sidder i min krop et stykke tid efter. Jeg tager ikke så mange chancer, kører mere kontrolleret, og tanken om styrtet og konsekvenserne af det sidder i baghovedet. Jeg prøvede at slippe det og nyde at mærke pulsen være høj. Det lykkedes at sætte en tid på 27.54, og den blev ikke slået, hvilket gav mig et minut øverst på podiet sammen med Thomas Bonne også fra Team Rivette, der havde kørt en imponerende hurtig runde på 22.06.

Efter de to dobbelrunder var min krop træt. Især lænden var mærket af manglende træning på cyklen. Jeg fik kørt fem runder i alt, og holdets 7. plads i herre/mix med 83 deltagende hold, var nok i højere grad mændenes fortjeneste end min. Men det var fedt at være med og rigtig hyggeligt i lejren.

Tak til alle for en dejlig dag

Jeg har aldrig før forberedt mig så godt til noget cykelløb før. DM har været min sæsons største mål ligesom så mange andre. Jeg havde fundet formen og var uheldig med et styrt i Kolding som satte mig lidt tilbage. Men nogen gange kan en pause give fornyet energi og motivation. Det var tilfældet for [...]

Jeg sagde til mig selv sidste år var sidste gang jeg ville køre Nordic24. Løbet er simpelthen for hårdt, udmattende, og trættende når man når til søndag kl. 07, og stadig mangler 5timers race. En sætning jeg gjorde til skamme da jeg befandt mig på T-Bikes skræmmende stærke hold som skulle genvinde titlen til holdet [...]

My very first world championship medal, that’s something special!.. I crossed the finishline cheering more than anybody else, so excited about grabbing a podium position

Before the race, I didn’t  dare to say out loud, that I aimed for a podium spot. The starter’s list was a mixture of names, some of which I knew, some I didn’t. Mentally I tried to place myself between the names and saw the possibility of a great result. I have never raced a marathon in a field consisting of women only. I have only tried doing marathons in fields consisting of both men and women, and here the women’s race are totally decided by the men’s race. If you get away as the only female rider with a group of men, your chance for victory are so much bigger.

A lot about this race was totally new to me. Come to think about it, I often do very well in situations and races, that are new to me. I think, it gives me an extra dose of concentration.

107km is a pretty long time to race and my greatest concern was actually, whether I was able to keep concentration the whole time. I had no idea at all, how the race was going to form. Would people attack from the start, should I go with them, should I focus on keeping my own speed and how would my body and legs be on this exact day?

Soon I was to get the answer, as the gun went off at 9 o’clock. The speed wasn’t as high as in a normal xc race, and it soon got clear to me, that the favorits weren’t riding on their own to victory from here. I just stayed with the front and saw what happened. Due to the easy pace, I had a lot of energy thinking about the race. I caught myself thinking, that this wasn’t any harder than any normal training round in the woods. Just accompanied but a lot more girls than usual. I forced myself to let that thought go, judging, that it might not be the smartest way to assess the race.

The field consisted of a large group of riders until somewhere in the middle of the race. All the sudden Sabine Spitz had a flat tire, and while she was changing wheel with her teammate Anja Gradl, the speed was suddenly raised. Soon I realised, that a gap had formed, and now we were roughly 7 riders in the lead. The speed kept high and on the next steep climb a natural selection had cut away riders, so that now only 3 riders were forming the front group: Blaza Klemencic, Esther Süss and me. We soon agreed, that it would benefit to work together with still 40 or 30 km to go.

On a steep rooty climb Esther pulled away and I couldn’t keep her speed with 20 km to go. Blaza also had to let go and soon the group was torn apart. From here I just rode my own race, getting glimses of Esther in the front. With 10 km to go, I realized, that Sabine Spitz was coming up from behind! She soon caught up with me and stayed on my wheel for a while. With 5 km to go, she pulled away. I wasn’t able to follow her pace.

Not knowing how far behind the closest rider behind me was, I just focused on keeping as high and as steady speed as possible. I for sure started to feel, that the race had been going on for a while now. On the climbs, the first stitches of cramps started to attack my upper legs, but I knew, that I soon would reach the finish line. With 500 meters to go, I knew, that nobody would catch up with me from behind and the last 100 meters I was just cheering and it felt sooo good

Spitz, Süss and me (photo: Ralf Schäuble)

I’m so excited, that the race went out the way it did! I have learned a lot and I think it confirms my position among the elite riders in the world.

This graph shows my heart rate during the race. You can clearly see, that the real race started after two hours.

Altitude profile: (nasty climbing especially in the last part of the race)

Thanks for all the greetings, it means the world

See you and enjoy blueberries..

Tryk på play, og lyt til sangen mens du læser videre….

En perfekt dag af to årsager:

1.

Da Charlotte og jeg, for lang tid siden sad en hel formiddag foran vores bærbare computere og forsøgte at komme igennem til køb af U2-billetter til Horsens, endte vi med at blive slemt skuffede over Billetlugen.dk. Den skuffelse blev idag ændret til en gevaldig tilfredshed ved en af deres features:

VENTELISTEN

Jeg fik idag kl 12.01 en mail med følgende indledning:

Du modtager denne email, fordi du har tilmeldt dig ventelisten – og vi har den fornøjelse at meddele, at der nu sælges et begrænset antal billetter. Vær opmærksom på, at biletterne sælges efter først til mølle princippet, så skynd dig at slå til! Billetterne gælder følgende arrangement: U2 – 16. august 2010 – CASA Arena Horsens)

kl. 12.11 var biletterne bestilt!!! – Vi skal til U2-koncert i Horsens!!! 14 dage efter Horsens-koncerten skal vi på voksen-tur til Wien for at høre U2 igen – tænk at man kan være så heldig!!

2.

Den anden ting der var med til at gøre dagen idag til en god dag var min tur på MTB. Efter 2xhalsbetændelse henover sommeren (den sidste for 7 dage siden), og et styrt for 2 uger siden, der medførte to trykkede ribben, har de sidste 14 dages træning sture været ret deprimerende……. Pulsen kunne pga halsebetændelsen ikke komme op, og luften kunne ikke komme ned i lungerne – ren nedtur!! MEN idag havde jeg for første gang i 2½ uge, en tur hvor jeg bare havde den velkendte fede fornemmelse af at det hele bare kørte. Benene var gode, luften kom helt ned i bunden og pulsen kom helt op. Jeg røg ud omkring Slåen sø, Knøsen og indover Sletten og havde alle de kendte stigninger og alle de fede nedkørsler med. Jeg mødte et par “DMK-turister” fra Sjælland (Christian fra www.mtbteknik.dk og hans kæreste Lene), som jeg viste lidt rundt derude omkring. De trængte til lidt bakker og nedkørsel, så det var oplagt at vise dem nedkørslen fra DCU-løbet 2008 og den nye nedkørsel fra HC Andersens Bænk. Jeg tror området herovre lokkede lidt med de “Blå Spors-kørende”-ø-boere…… hehe…. Vi sagde foarvel til hinanden efter 1 time i hinandens selskab og jeg trillede hjem efter en GIGA-fed tur i verdens bedste skove…….

Næste weekend står den på endnu en udgave af “12 timer i jylland” – det bliver også godt!!

/M

Efter de seneste oplevelser på landevejen er det tid til at finde tilbage til skoven….

Sommerferien stod på en tur til Spanien, som den næsten altid plejer.

Men det gik ikke helt som planlagt.

Denne gang havde jeg fået lavet en landevejscykel, som jeg fast vil have “opstaldet” der nede så det er nemt at få trænet lidt. Cyklen kom fint frem i den dertil anskaffede papkasse.

Ferien skulle bruges på træning – og specielt forberede mig lidt til 12 timer i Jylland, som er om 10 dage. Den første uges tid fik jeg kørt regelmæssigt. Skiftevis en lidt kortere tur og en lidt længere tur – og jeg var godt tilfreds som tingene skred frem.

Men så skete det. I starten af en af mine lidt længere ture blev jeg kørt ned af en bil i en rundkørsel. Det lyder alvorligt, og det kunne det også meget nemt have været. Jeg var heldig! Meget heldig.

På stedet er der to rundkørsler lige efter hinanden. Jeg er netop kommet ind i den anden rundkørsel, og ser en bil komme fra den første vej på højre hånd. Jeg ser at bilen tydeligt bremser ned for at stoppe, og jeg koncentrerer mig om at finde den vej jeg skal fra rundkørslen. Ud af min højre øjenkrog ser jeg så noget sølvfarvet der nærmer sig. Resten går hurtigt.

Så ligger jeg der – midt i en spansk rundkørsel med drikkedunke og cykeldele omkring mig. Hurtigt finder jeg ud af at jeg kan rejse mig og faktisk ikke har de store skrammer. Min venstre ankel er dog hævet til noget nær dobbelt størrelse, men den kan bevæges og der er ikke noget brækket.

Billisten (en dame med hendes datter) havde ikke set mig – og var kørt ind i rundkørslen. Hun var ret chokeret. Heldigvis var hurtigt en mand på stedet, som kunne hjælpe. Han kunne engelsk og unden hans hjælp havde det virkeligt været noget bøvl.

Der kom politi – og der kom ambulance (hvilket jeg syntes lidt var noget pjat). Jeg blev kørt på en nærliggende skadestue, hvor de nærmest ikke ville se på foden. De sendte mig straks videre til et sygehus 20 km. væk for at få det røntgenfotograferet. Det undrer mig, at en læge på en skadestue ikke checker om jeg f.eks. kan bevæge foden eller lignende før han sender mig videre. Men det er vel bedst med for meget end for lidt grundighed.

Heldigvis var intet brækket – men jeg skal da love for at de forstår at pakke et ben ind. Først i en masse vat – helt op til knæet. Dernæst et løst påsat elastikbind. Hvad det skulle hjælpe forstår jeg fortsat ikke.

Nu en uge efter er foden fortsat hævet. Jeg har nok ikke haft den nok i ro – og jeg tror også at der skulle have været et meget strammere elastikbind omkring. Forhåbentlig er jeg frisk i løbet af nogle dage og kan komme ud igen.

Og forhåbentlig er jeg 100% klar til de 12 timer i Jylland…

Upcoming event: The Marathon World Championships. Taking place in German St. Wendel this sunday.

The Danish Marathon Championships 2009 on homeground in Silkeborg

Last year I won the Danish Marathon Championship, but since then I haven’t been doing any marathons at all. This year I’ve been focusing solely on the olympic distance (XCO), which is the distance where the fast riders compete and the distance for Olympic Games, World Cups, the German Bundesliga etc. The ride time for Marathons are 3 – 4,5 hours, where XCO races are 1,5 – 2 hours. Only few riders are Marathon Specialists and when XCO riders participate in Marathons, they often end up winning. The womens field do so present a bunch of XCO riders: starters list. The current Marathon World Champion Sabine Spitz didn’t do the last world cup in Val di Sole, so I guess her legs are ready to defend the stribes.

Well, I guess I just have to rely on my form and see what happens. This time I have the two Danish Nørgaard Sisters by my side. It’s going to be great not being the only danish girl in the field.

I certainly hope for a top 10 result, maybe even a top 5. So far I’ve been winning all the Marathons I’ve been doing, so according to statistics, sunday is going to be a good day